Årets arbejdsdag, lørdag den 2. april, bød på godt vejr (årets foreløbig varmeste dag med 21 gr.) og højt humør fra morgen til aften.
Mere end 20 af foreningens medlemmer troppede op kl. 08.30 og startede dagen med fælles morgenbord med en dram.
Bjarne Kirkmand bød velkommen og uddelegerede på fin vis opgaverne, som bestod af gødskning af pyntegrankulturen ved søen, kvashugning og plantning i remissen ved Skafsgaard, afslutning af elarbejdet i klubhuset og etablering af strøm til containerne, opretning af stenbelægning ved klubhuset, jordarbejde ved traphuset og på parkeringspladsen, renovering af vejen, etablering af flisebelægning til affaldscontainerne og andet forefaldende arbejde på skydebanen.
Efter opgaverne var fordelt, rykkede de ansvarlige ud til deres opgaver, som på sædvanlig vis blev løst med energi og højt humør af alle. Klokken tolv samledes alle igen klubhuset, hvor den varme mad fra Slagter Warming blev serveret.
Derefter tog alle igen fat og da klokken var 15.30 blev eftermiddagskaffen indtaget som afslutning på en hyggelig dag, hvor de mange arbejdsopgaver blev løst med smil og godt socialt samvær.
Igen i år blev det bevist, at traditionen med årlige arbejdsdag er kommet for at blive. Således var årets arbejdsdag, som var den 13. i rækken, en succes og som beviste, at i samlet flok løfter man mest.
|